Balatonsøen og omgivelser
"Det ungarske hav" på næsten 600 km2 er Centraleuropas største sø. Det rene, silkebløde og opalgrønne vand samt det behagelige mikroklima har for længst gjort Balaton og hele området til et populært feriemål.
Badebyerne, hvoraf mange begynder med "Balaton-", danner en næsten 200 km. lang kæde langs søens bredder. Omgivelsernes kuperede landskab med små bjerge, interessante naturfænomener og andre seværdigheder er oplagt til vandre- og cykelture. Der er ingen industrier, og lokalbefolkningen har i årtier levet af at fiske, dyrke vin og betjene gæsterne ved søen.
Den lange sø er ganske grund især på den sydlige side. Derfor får vandet også hurtigt på året "badetemperatur". Badesæsonen strækker sig således helt fra begyndelsen af maj til midten af september, og i denne periode er der naturligvis også gode muligheder for at segle, windsurfe og fiske. Om vinteren fryser søen ofte til, og da kan man endda fornøje sig med issejling.
Der går en cykelsti hele vejen rundt om Balaton, og har man ikke sin egen cykel med, kan der lejes mange steder. Man kan ikke undgå at komme forbi vinmarker, for der er dyrket vin i området siden romertiden. Så hvorfor ikke udforske, hvad vingårdene kan tilbyde? Eller måske trænger krop og sjæl til forkælelse på et af spa-hotellerne ved den unikke termalsø, Hévíz?
www.balaton-tourism.hu
www.balaton-tourism.hu
FEMTEN FAVORITTER RUNDT OM BALATONSØEN
Balatonalmádi er den næstældste badeby på den nordlige side af søen, hvor 200-300 høje bakker rejser sig dækket af vinmarker samt mandel- og ferskenplantager. Når de blomstrer, udgør landskabet en smuk palette af hvide og rosa blomster, der passer perfekt til de gamle landsbyhuse i opført i den lokale røde sandsten. Begge de lokale kirker byder på bevaringsværdig arkitektur. Byens kirke er befæstet og benyttes i øvrigt til orgelkoncerter om sommeren. "Højrehåndens Kapel" fra 1800-tallet er flyttet hertil fra Budapest og rummer en gribende guldmosaik af Károly Lotz.
Alsóörs var under middelalderen kendt for byens stenbrud, hvor man brød den røde sandsten, der typisk blev anvendt til byggeri på nordsiden. Her ligger landets ældste herregård fra 1400-tallet med en skorsten, der minder om et hoved indhyllet i turban. Derfor kaldes det også for "det tyrkiske hus".
Balatonfüred er en klassisk badeby og landets første kur- og feriested. Herfra sejlede Balatonssøens første damper, her blev den første sejlklub grundlagt, og her byggede overklassen dens villaer i begyndelsen af 1800-tallet.
"Füred" har været et kursted i snart 300 år, og her anvender man sig af det naturligt kulsyreholdige vand til behandling af hjertesygdomme. En af de mest kendte patienter var nobelpristageren, Tagore.
Første weekend i maj fejrer sejlerfolket sæsonens start, når man ved en ceremoni ifølge gammel skik lægger en krans af vilde blomster i vandet. En anden tradition siden 1825 er det populære Anna-bal, hvor der kåres en skønhedsdronning, hvilket finder sted sidste lørdag i juli. De hyggelige restauranter og pressehuse på vindgårdene byder på krydrede fiskeretter og dejlige vine, der er dyrket her siden romertiden.
Tihany-halvøen, der næsten deler søen i to, har været beboet i over tusind år. Her levede benediktinerordenens munke og eremitter i grotter, der blev hugget ud i den vulkanske klippe og som kan besøges den dag i dag.
Abbedklostrets stiftelsesdokument fra 1055, der opbevares i klostret i Pannonhalma, er det første vidnesbyrd om ungarsk som skriftsprog. I barokkirken, der blev bygget ved klostret i 1700-tallet, afholdes orgelkoncerter på sommeraftenerne.
Den gamle by med pottemageri og dukkemuseum med over 600 porcelænsdukker samt et vokskabinet ligger oppe på halvøens indre del blandt duftende lavendelenge og gejserkegler. De to små kratersøer heroppe er et paradis for både fugle og fisk.
Balatonudvari er kendt for byens unikke hjerteformede gravsten fra perioden 1808-1840.
Sümeg ligger ca. 20 km. nord for søen. Her brød forhistoriske mennesker flint, og her findes også levn fra romertiden. Den mægtige borg på bakketoppen modstod både tatarerne i 1200-tallet og de ottomanske tyrkere. I dag er det en af landets største og mest velbevarede borge, hvor man om sommeren kan opleve genopførelser af gamle dages ridderturneringer.
www.sumeg.hu
www.sumeg.hu
Nagyvázsony ligger lidt nord for søen og her bydes der på daglige ridderopvisninger i juli og august på Kinizsi-borgen, der blev bygget af Pál Kinizsi i 1460'erne. Kinizsi var i begyndelsen mølledreng og kendt for sin enorme styrke. Han blev en af kong Matthias mest fremstående militære ledere og fik borgen som gave af kongen. Fra det næsten tredive meter høje borgtårn har man en strålende udsigt ned mod Balaton.
www.nagyvazsony.hu
www.nagyvazsony.hu
Kál er en dal i Balaton-oplandets nationalpark omgivet af udslukte vulkaner. Det er et landskab, der er typisk for området med mærkelige klippeformationer, sælsomme vækster, urgamle byer og middelalderlige kirke- og slotsruiner. Det rolige og landlige miljø i dalen har gjort den til et skattet udflugtsmål for stressede byboer.
www.kali.hu/kepek
www.kali.hu/kepek
Kékkút nogle kilometer nord for Balaton var kendt for den lokale kilde allerede i romertiden. Mineralvandet herfra markedsføres under navnet Theodora og kan købes overalt i Ungarn.
Tapolca ligger 10 km. nord for Balatonsøens vestlige del og omgives af Badacsonys 14 kegleformede basaltbjerge med vinmarker, der klatrer mod toppen. Byens hovedattraktion er den underjordiske grottesø (Tafasbarlang), som man kan opleve under en bådtur.
Ved mølledammen er den gamle vandmølle blevet ombygget til hotel, og på Hunguest-hotel Pelion kan man tage hotelelevatoren ned til den underjordiske grotte, hvor fugtig og ren luft anvendes til behandling af luftvejsproblemer.
Badacsony-bjerget er en 440 meter høj udslukt vulkan, som samtidigt udgør områdets mest berømte vindistrikt. Den vulkanske jordbund giver krydrede hvidvine ikke mindst på bjergets sydvendte skråninger, hvor vinen ekstra meget sollys pga. refleksionerne fra det enorme vandspejl. Her vokser blandt andet den hvide druesort Kéknyelû (Blåstængel). En populær vinfestival løber af stablen ved månedsskiftet juli-august, og den anden weekend i september er det så tid til vinhøstfest. I byen ligger Egry-museet med malerier af József Egry (1883-1951), som var Balatonsøens "egen" kunstner.
På den anden side af bjerget findes fascinerende klippeformationer i form af 200 meter høje, forstenede basaltårer, "Orgelpiberne". På den anden side af Badacsony ligger tre andre vulkankratere, som en gang lå på bunden af det Pannoniske hav og vidner om, hvor højt det forhistoriske hav engang lå.
Keszthely er Balaton-regionens "hovedstad". Byens største seværdighed er familien Festetics barokslot med 101 værelser i en smuk engelsk park. Grev György Festetics grundlagde en landbrugsskole (Georgikon) i Keszthely i 1797 som den første i Europa.
I 1801 kom det smukke bibliotek Helikon til og rummer i dag 86.000 bind. Atten af slottets værelser og sale fremvises under guidede ture, og i den forgyldte spejlsal, der engang var familiens spisestue, afholdes ofte koncerter.
I 1801 kom det smukke bibliotek Helikon til og rummer i dag 86.000 bind. Atten af slottets værelser og sale fremvises under guidede ture, og i den forgyldte spejlsal, der engang var familiens spisestue, afholdes ofte koncerter.
Hévíz, otte kilometer nordvest for Keszthely, er nok landets mest interessante kursted på grund af kildesøen, der med dens 47.000 m2 overflade er verdens næststørste termalsø (kun overgået af Lake Tarawera i New Zeeland). Allerede romerne må have badet i søen og stedet har været et populært kursted siden slutningen af 1700-tallet.
Vandet, der blandt andet indeholder svovl og radium, strømmer op fra er krater i 38 meters dybde i sådan mængder (410 liter/sekund), at søens vand udskiftes på blot 48 timer. Søen holder om sommeren en stabil temperatur på 33-36º, og selv den hårdeste vinter kommer vandet ikke under 23º. På bunden af søen, der i øvrigt er smykket af store rød-rosa åkander, findes en unik mudder, der anvendes på kurhotellerne til behandling af reumatiske sygdomme.
Kis-Balaton (Lille Balaton) er et vådområde, hvor titusindvis af fugle lever og ruger i sivene. Her er intet mindre end 150 af Ungarns 370 fuglearter repræsenterede. De fleste er hejrer, skarve, snepper, rørsangere og biædere, men her findes også den meget sjældent observerede snehvide ædelhejre. Naturreservatet kan besøges med guide og fuglelivet kan studeres fra hytter og udsigtstårne, som er opført flere steder i det store vådområde.
Somogyvámos ligger syd for badebyerne ved Balatonsøen, og her blev Ungarns første vediske by, Krishna Valley, grundlagt i 1994. Byen er åben for besøgende, der kan overnatte og deltage i forskellige aktiviteter som meditation, håndværk og madlavning.
www.krisna-volgy.hu
www.krisna-volgy.hu
Balatonföldvár og Siófok er de mest populære badebyer på Balatonsøens sydlige side. I "Földvár" kan man nyde en herlig afslappet atmosfære blandt de flotte villaer fra 20'erne og i de mange grønne områder. Siófok er dog også en meget livlig ferieby med mange hoteller, restauranter og diskoteker. Ikke mindst er der mange underholdningstilbud til unge mennesker; herunder "bungy-jump".
En fryd for øjet er den moderne lutherske kirke i finsk tømmer, som er et fint eksempel på den berømte ungarske arkitekt Imre Makovecz "organiske" arkitektur.
www.balatonfoldvar.hu og www.siofok.hu
www.balatonfoldvar.hu og www.siofok.hu
Yderligere information om Balatonsøen findes på www.balaton-tourism.hu .
![[X]](/site/upload/2009/06/close.gif)

